Dårligt indeklima påvirker dit og din families helbred
Forskning viser, at et dårligt indeklima har stor indflydelse på din og din families sundhed. Fugt og luftforurening med små partikler kan forårsage luftvejslidelser og hjerte-kar-sygdomme. For eksempel er husstøvmider og skimmelsvamp, som trives i et fugtigt miljø, de hyppigste indendørs årsager til allergi. Derudover er støv, brændeovne og levende lys de hyppigste indendørs kilder til irritation af luftvejene.
Fugt i boligen skader dit helbred
»Det er vigtigt at tage fugtproblemer i boligen alvorligt. Ser man bort fra kræft, viser forskning at fugt i boligen giver den samme grad af øget forekomst af luftvejsinfektioner og allergiske reaktioner som passiv rygning«, - Indeklimaspecialist og overlæge Jan Vilhelm Bakke.
Tjek luftfugtigheden i din bolig
Fugt i boligen udgør et stort problem. Dog er meget få beboere selv klar over, at de har problemer med fugt, da det kan være vanskeligt at mærke luftfugtigheden i boligen. Alle kan have luftvejslidelser, men mærker man færre luftvejs- og allergisymptomer, når man er på længere ferier, end når man er hjemme, så er det værd at få tjekket huset for fugt. Derudover er muglugt også en indikator. Det kan dog være svært for beboerne i boligen at lugte, da man let bliver vant til lugten.
Sundhedsskadelige partikler
Gode udluftningsvaner kan nedbringe partikelforureningen i vores boliger, hvor vi opholder os mindst halvdelen af døgnet og indånder luften. Partikelforurening i hjemmet stammer i høj grad fra beboernes aktiviteter i boligen.
Partikler i luften stammer blandt andet fra madlavning, stearinlys eller brændeovne. Disse kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme og luftvejslidelser. En rapport fra CISBO (Center for Indeklima og Sundhed i Boliger) forklarer, at partiklerne kommer ned i lungerne, når man trækker vejret. Her optages de i blodet, som kan medføre betændelse i blodkarrene og åreforkalkning, hvilket er årsag til tusindvis af dødsfald i Danmark i hvert år.
Vidste du, at 75 % af partikelforureningen i dit hjem kommer fra kilder indendørs.
Hvert år i Danmark mistes ca. 22.000 såkaldt sygdomsjusterede leveår på grund af især hjerte-kar-sygdomme som følge af dårligt indeklima ifølge en europæisk ekspertgruppe.